Pressemeddelelse —
Danish Agro viser spritny CLAAS traktor frem på Agromek
CLAAS lancerer i dag den helt nye traktorserie ARION 4 CMATIC, som kaldes ”CLAAS’ mindste store traktor”. Den kan opleves på Danish Agro koncernens stand på maskinmessen Agromek senere på måneden.
Der er fire modeller i CLAAS’ nye ARION 4 CMATIC serie, og det er den største af disse modeller, en ARION 4.150 CMATIC, som Danish Agro koncernen har med på Agromek.
”Vi glæder os rigtig meget til at kunne vise denne nye traktor fra CLAAS frem på messen. Den nye ARION 4 CMATIC er en spændende nyudviklet traktorserie, der forener teknologien fra store traktorer med den mindre traktors eminente manøvredygtighed og alsidighed. Den vil derfor være interessant for rigtig mange at opleve. Vi har været med i udviklingsprocessen og testet den i Norge under vinterlige forhold de sidste par år, og nu er den klar”, siger Lars Johnsen, Produktchef for traktorer i Danish Agro koncernens forretningsområde Machinery.
ARION 4 CMATIC udmærker sig blandt andet ved at være en af de få traktorer i sin klasse, som kan leveres med en tophastighed på op til 50 km/t, hvilket er en klar fordel i de fleste lande, hvor Danish Agro repræsenterer CLAAS. Det reducerer transporttiden mellem marker og bedrift og gør traktoren særligt velegnet til opgaver, der kræver længere distancer på vejen.
Alle modeller er desuden udstyret med en firecylindret Cummins-motor på 4,5 liter med op til 160 hk. og en brændstoftank på 228 liter, som giver mulighed for lange arbejdsdage mellem optankningerne.
CLAAS har herudover videreudviklet det kendte PANORAMIC-koncept fra ARION 400-serien. Panorama-forruden fortsætter op i kabinens tag og giver føreren et godt overblik, også ved arbejde med frontlæsser. Sammen med en affjedret foraksel og den fuldt affjedrede kabine bidrager det til høj komfort for føreren på både mark og vej. Den nye kabine kombinerer hermed pladsen og komforten fra større traktorer med et utrolig godt udsyn hele vejen rundt.
Med et støjniveau på kun 69 dB(A) er kabinen blandt de mest støjsvage i denne traktorklasse. Kabinen har desuden flere praktiske opbevaringsrum med plads til blandt andet dokumenter, mad, drikkevarer, arbejdsstøvler og handsker.
Den nye ARION 4 CMATIC er samtidig fuldt integreret med CLAAS connect. Den digitale platform giver adgang til en bred vifte af muligheder inden for maskinstyring, dokumentation og præcisionslandbrug. CLAAS connect gør det hermed lettere at planlægge, gennemføre og dokumentere arbejdet, hvilket gør ARION 4 CMATIC til en integreret del af bedriftens digitale maskin- og driftsstyring. Dette kan desuden sammenkobles med CROPLINE fra Danish Agro, så landmanden har alle data i et samlet system.
”Alt dette er en del af den nyudvikling, der er tilført ARION 4 CMATIC, og som har medført, at den er blevet hædret med to Agromek Stars forud for afholdelsen af messen. Tildelingen af de såkaldte Agromek Stars indikerer, at det pågældende produkt har en betydelig nyhedsværdi på markedet, hvilket denne nye traktor er et rigtig godt eksempel på”, siger Jens Skifter, Koncerndirektør for Danish Agros forretningsområde Machinery, og tilføjer, at Danish Agro koncernen medtager en række yderligere nyheder på messen, hvor flere også har fået tildelt en eller to Agromek Stars.
Agromek er Nordeuropas største landbrugsmesse og afholdes i MCH Messecenter Herning den 24. til 27. november. Danish Agro koncernens stand findes i Hal F.
Emner
Kategorier
Regions
Danish Agro a.m.b.a.
Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og forventer i 2026 at have en omsætning på 46 mia. kr.