Pressemeddelelse -
Vilomix styrker ledelsen for at indfri ambitiøs vækststrategi
Efter endnu et rekordår styrker Vilomix nu den internationale ledelse. Koncernchef Peter Iversen får et udvidet strategisk ansvar for den fortsatte globalisering og forretningsudvikling i Vilomix Group, mens Frank Kristensen tiltræder som CEO for Dansk Vilomix.
Vilomix International Holding leverede i 2025 et rekordresultat med en omsætning på 4,4 mia. kr. og en vækst på 15 %. Driftsresultatet (EBITDA) steg til 368 mio. kr. – det højeste i selskabets historie. De seneste fem år er omsætningen vokset knap 50 %, og koncernen står i dag stærkere end nogensinde på en række internationale vækstmarkeder.
Med afsæt i den ambitiøse koncernstrategi FEED FORWARD og betydelige forestående investeringer i blandt andet Polen, Brasilien og Paraguay samles kræfterne nu yderligere om den globale ekspansion.
Peter Iversen fortsætter i sin nuværende rolle som koncernchef for Vilomix Holding og Vilomix International Holding, og med den nye konstellation får han frigivet flere ressourcer til at accelerere den internationale vækst, styrke koncernens 15 datterselskaber og sikre skalering af forretningen på tværs af markeder.
”Vilomix står et meget stærkt sted, og vi har et betydeligt internationalt potentiale, som vi med den nye konstellation kan forfølge endnu mere målrettet. Med FEED FORWARD-strategien har vi sat en klar retning, og Peter Iversens fokus bliver at sikre, at vi realiserer vækstmulighederne på tværs af markeder – både organisk og gennem yderligere opkøb,” siger Henning Haahr, bestyrelsesformand i Vilomix International Holding.
Som led i ændringen indtræder Peter Iversen samtidig som bestyrelsesformand i Dansk Vilomix, mens han giver den daglige ledelse af selskabet videre til Frank Kristensen.
Frank Kristensen overtager pr. 1. marts 2026 rollen som adm. direktør i Dansk Vilomix, hvor han skal stå i spidsen for at fortsætte den flotte udvikling, selskabet har været igennem i en årrække.
“Frank har været en central del af Vilomix i mange år og har dokumenteret ledelseserfaring både i Danmark og internationalt. Jeg glæder mig over, at han påtager sig ansvaret for Dansk Vilomix, mens jeg selv fokuserer på at videreudvikle vores samlede forretning,” siger Peter Iversen.
Frank Kristensen har været en del af Vilomix siden 2012 og har gennem en årrække haft centrale ledelsesroller i både Danmark og internationalt – herunder ansvar for forretningsudvikling i Asien samt globalt eksportsalg og koncernudvikling. Senest har han været en del af Vilomix’ ledergruppe med ansvar for globalt eksportsalg, kundeservice og koncernudvikling.
”Efter flere år med ansvar i både Danmark og internationalt ser jeg frem til at omsætte erfaringerne til konkrete resultater i Dansk Vilomix. Vi skal fortsætte med at udvikle vores forretning, styrke kundeservice og gøre det let for kunderne at få værdi af vores premix- og rådgivningsløsninger – hver dag og i hele værdikæden,” siger Frank Kristensen.
Dansk Vilomix fortsætter dermed sit fokus på udvikling af kundeservice, værdiskabende rådgivning og stærke premix-løsninger til danske landmænd – som en integreret del af en international koncern i markant vækst.
For yderligere information, kontakt:
Thomas Mørch
Kommunikationsdirektør i Danish Agro
tlf. +45 2818 5797
Emner
Kategorier
Fakta om Vilomix
Vilomix International Holding A/S er en del af Danish Agro koncernen, hvor det udgør forretningsområdet Special Feed. Vilomix har desuden Agravis, Vestjyllands Andel og Nordsjællands Andels Grovvareforening som minoritetsejere. Selskabet producerer skræddersyede blandinger af vitaminer og mineraler til husdyrproducenter og foderindustrien. Derudover har virksomheden betydelige aktiviteter inden for veterinærmedicin, genetik og landbrugsprodukter. Vilomix er nu en betydelig aktør på det europæiske marked og sælger sine produkter i over 25 lande. Det er Vilomix' politik at have en høj standard for produktkvalitet, service og faglig viden. I 2025 havde Vilomix-koncernen, der beskæftiger ca. 740 medarbejdere, en omsætning på 4,4 mia. kr.
Se mere om Vilomix her: vilomix.com
Fakta om Danish Agro
Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og forventer i 2026 at have en omsætning på 46 mia. kr.
Se mere om Danish Agro koncernen her: danishagro.com