Pressemeddelelse -
Vilomix leverer kraftig vækst og nyt rekordresultat
Danish Agro koncernens datterselskab Vilomix International Holding leverer i 2025 endnu et rekordregnskab og skruer nu markant op for investeringerne i internationale vækstmarkeder.
Vilomix fortsætter sin markante fremgang og leverer i 2025 endnu et rekordår. Premix- og mineralselskabet øgede omsætningen med 15 % til 4,4 mia. kr. Det betyder, at omsætningen er vokset knap 50 % over de seneste fem år.
Driftsresultatet (EBITDA) steg samtidig til 368 mio. kr. i 2025, hvilket er det højeste i selskabets historie og en forbedring på hele 76 mio. kr. sammenlignet med året før.
”Vilomix leverer et særdeles stærkt resultat, som både bekræfter vores strategiske retning og den høje professionalisme i organisationen. Det er et resultat af målrettet arbejde på tværs af koncernen og et klart fokus på vækst, kvalitet, effektivitet og synergieffekter,” siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.
Den stærke finansielle udvikling er bredt funderet i forretningen og afspejler både øget aktivitet og betydelige vundne markedsandele på tværs af de fleste markeder og centrale produktområder.
Udviklingen ses også i produktionen, hvor den samlede producerede tonnage på koncernens fabrikker voksede med 13 % i 2025.
Ny strategi skal sikre skalerbar vækst
Med afsæt i de seneste års markante fremgang lancerede Vilomix ved udgangen af 2024 koncernstrategien FEED FORWARD, der har til formål at sikre fortsat markant vækst i de kommende år.
Et centralt element i strategien er at styrke Vilomix’ position på udvalgte internationale vækstmarkeder, hvor koncernen allerede har opnået stærke resultater. Det gælder især i Polen, Spanien, Brasilien og Paraguay.
Disse tiltag er allerede påbegyndt i 2025, og i 2026 er forventningen flere investeringer i disse markeder, hvor de sydamerikanske aktiviteter er de nyeste i koncernen.
I 2023 opkøbte Vilomix produktionsfabrikker i henholdsvis Brasilien og Paraguay. Siden integrationen har de sydamerikanske aktiviteter udviklet sig særdeles stærkt.
I 2025 leverede Vilomix Brazil og Vilomix Paraguay således et samlet driftsresultat på 24 mio. kr., hvilket er 8 mio. kr. højere end i 2024.
Samtidig steg omsætningen i 2025 med 56 % og endte på 266 mio. kr. Dermed er omsætningen næsten fordoblet i de to selskaber på to år.
”De flotte resultater i Brasilien og Paraguay skyldes først og fremmest en stærk kombination af kompetente medarbejdere, moderne produktionsanlæg og et primærerhverv i vækst. Samtidig har vi formået at realisere klare synergieffekter på tværs af koncernen,” siger Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro.
Vilomix ser fortsat betydelige vækstmuligheder i Sydamerika og analyserer løbende muligheder for yderligere udvidelser og opkøb i regionen.
Ny fabrik i Polen styrker den globale position
Foruden Sydamerika er Polen udpeget som et centralt vækstmarked for Vilomix. Derfor meldte koncernen i 2025 ud, at der skal investeres i en ny fabrik til produktion af premix og mineralfoder i Siedlec gennem datterselskabet Blattin Polska.
Den nye fabrik forventes at være fuldt operationel ved udgangen af 2026 og får en årlig kapacitet på ca. 35.000–40.000 tons. Investeringen vil sikre en nødvendig forøget kapacitet, kortere leveringstider, reducerede transportomkostninger og større fleksibilitet for polske landmænd.
Med fabrikken i Polen vil Vilomix Group fremover drive i alt 12 fabrikker i Danmark, Sverige, Finland, Norge, Letland, Polen, Spanien, Paraguay og Brasilien og styrker dermed sin position som en internationalt førende aktør inden for vitaminer, mineraler og premix til husdyr.
For yderligere information, kontakt:
Thomas Mørch
Kommunikationsdirektør i Danish Agro
tlf. +45 2818 5797
Emner
Kategorier
Danish Agro a.m.b.a.
Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og forventer i 2026 at have en omsætning på 46 mia. kr.