Gå til indhold
Vær opmærksom på sortsvalget ved sen såning

Pressemeddelelse -

Vær opmærksom på sortsvalget ved sen såning

Mange vintersædsarealer bliver tilsået i disse dage med gode såforhold, men ifølge Vibeke Fabricius, Agronom hos såsædsforædlingsselskabet Nordic Seed, vil det på nogle arealer og i visse tilfælde være klogt at vente med såning til slutningen af september eller starten af oktober samt være opmærksom på det rette sortsvalg.

- På nogle arealer vil det fagligt set være fordelagtigt - og i nogle tilfælde helt nødvendigt - at afvente såning til den sidste halvdel af september og ind i oktober. Det gælder meget milde arealer og sædskifter med andenårs/flerårs-hvede, da meget tidlig såning på sådanne arealer kan betyde en for kraftig vækst i afgrøden samt angreb af goldfodsyge og udvintringssvampe. Derudover er det også en fordel at så sent på arealer med udfordringer med grove græsser som agerrævehale, væselhale og italiensk rajgræs, da udfordringen med disse ukrudtsgræsser således mindskes. Samtidig er det vigtigt, at der vælges den rigtige sort, der har egenskaber, der passer godt til sen såning, siger hun, og nævner her hvedesorten Momentum, der er et super valg til sådanne arealer, og til arealer efter hestebønner og kartofler, som bliver høstet og optaget sent.

Nordic Seed har i sit forædlingsprogram også fokus på at fremavle hvedesorter, der klarer sig godt som andenårs/flerårs-hvede og til den sene såning. Ifølge hvedeforædler hos Nordic Seed, Jeppe Reitan Andersen, er der her fokus på en række egenskaber.

- Ved sen såning og andenårs-hvede skal sorten være kendetegnet ved at være robust, og det skal være en sort, der skal kunne nå at buske sig, og som har en god efterårsudvikling. Et godt eksempel på en sådan type sort er hvedesorten Momentum, som jeg har været med til at arbejde på siden 2009. Det er en stærk og højtydende allroundsort, der er meget sund. Vi er lykkedes med at sikre lav modtagelighed for septoria og en god resistens mod alle gulrustracer, hvilket er to meget udbyttekrævende sygdomme i hvede. Momentum har også klaret sig rigtig godt i dette års landsforsøg, og at den kan ligge helt i toppen på udbytteskalaen i høst 2020, når man ser tilbage på vejr- og etableringsforholdene sidste efterår, har blot bekræftet sortens potentiale under udfordrende forhold. Undervejs i opformeringen af Momentum har vi i vores egne Nordic Seed-forsøg set, at det er en stabil og meget stærk sort som andenårshvede, siger Jeppe Reitan Andersen. 

For mere information, kontakt:

Vibeke Fabricius

Agronomist, Nordic Seed

Tel: +45 8887 5044

Cell: +45 5219 7737

Emner

Kontakt