Pressemeddelelse -
Møbelfabrik bruger innovativ silo-løsning fra landbruget med stor succes
Den danske møbelproducent Skovby Møbelfabrik er begyndt at anvende en digital silo-løsning, som egentlig er udviklet til landmændenes fodersiloer. Det sparer medarbejderne på møbelfabrikken flere hundrede ture op og ned af siloerne om året og har dermed både sikkerheds- og tidsmæssigt betydet meget for virksomheden.
”Vi har tre store udendørssiloer, hvor vi opbevarer træaffald. Tidligere måtte vi kravle op af stigerne på siden af siloerne – også i koldt og blæsende vejr – løfte en låge og lyse ned i siloen med en lommelygte for at finde ud af, hvor meget der var tilbage. Det er vi meget glade for at være fri for nu,” fortæller Jan Madsen, der er Teknisk chef på Skovby Møbelfabrik.
Møbelfabrikken har en såkaldt cirkulær produktion, hvor træaffald som spåner og pudsestøv fra møbelproduktionen bliver gemt i siloerne og brugt i det store fyr, der skaffer varme til virksomhedens tørreanlæg og opvarmer fabrikken.
”Vi har gennem tiden haft forskellige løsninger til vores siloer, som ikke fungerede. Men så var der en kollega, der så en annonce fra Danish Agro om en digital løsning til overvågning af landmænds fodersiloer. Vi fik kontakt, og nu kan vi via et kamera og en sensor på hver silo se billeder inde fra siloen og følge med i indholdet fra vores computer eller telefon. Vi sparer hundredvis af ture op og ned af siloerne om året, så det har både sikkerhedsmæssigt betydet meget og tidsmæssigt givet os enorme besparelser,” siger Jan Madsen.
Nogle gange er innovation, når løsninger opstår til ét formål men viser sig at kunne fungere helt andre steder også. Og hos landbrugskoncernen Danish Agro leverer de gerne silo-løsningen, der hedder SiloInsite, til virksomheder uden for landbrugsbranchen.
”Vi kan sagtens levere SiloInsite i en mængde, så vi også kan forsyne andre brancher uden for landbruget. Det kan være en rigtig god løsning i mange brancher. Som eksempel er der flere landmænd, der også bruger SiloInsite til deres siloer med træpiller. Det er en nem overvågning af det indhold, man har i siloen, uden at man skal op og kravle på den”, fortæller Anders Amstrup, der er Salgsrådgiver - Digitalisering i Danish Agro.
Virksomheden har indtil videre leveret 1.200 SiloInsite-sensorer til danske landmænds siloer, så det er en gennemprøvet løsning.
På Skovby Møbelfabrik er de glade for, at de ikke lod sig begrænse af, at sælgeren af silo-løsningen var i en anden branche end dem selv.
”Vi har aldrig været bange for at prøve nye løsninger af. Vi var for eksempel nogle af de første i branchen til at bruge robotteknologi. I dag har vi en blandet produktion med robotter kombineret med fagspecialiserede håndværkstraditioner, fortæller Jan Madsen, og tilføjer:
”Vi har udelukkende produktion her i Danmark, og vi genbruger selv alle vores træspåner, men selvom man sælger sine spåner, så skal man stadig holde øje med indholdet i siloerne”, slutter han.
Fakta om Skovby Møbelfabrik
Skovby Møbelfabrik blev grundlagt i 1933 af møbelsnedker Thorvald Rasmussen. Han skabte med vision, knofedt og faglig stolthed et fundament for bæredygtigt, funktionelt møbeldesign, som sønnen Villy Rasmussen og sønnesønnerne Preben og Jørgen Rasmussen siden har videreført i hans ånd.
Skovby Møbelfabrik beskæftiger i dag over 200 medarbejdere og har tre primære produktionsenheder beliggende i Galten og Skovby ved Aarhus.
Fakta om SiloInsite
SiloInsite er et digitalt værktøj til overvågning af siloer, som produceres af den spanske virksomhed Insylo og forhandles af Danish Agro.
Ved brug af en sensor danner SiloInsite et 3D-billede af siloens indhold og giver information om den aktuelle mængde, temperatur og luftfugtighed i siloen, mens et kamera samtidig tager billeder af siloens indhold.
Data fra sensoren og billeder fra kameraet kan følges på en app eller via computer. Både sensoren og kameraet er trådløse og sender data via et mobilt netværk. De er begge drevet af et batteri, som oplades med solceller.
For yderligere information, kontakt:
Pernille Basballe
Kommunikationsmedarbejder i Danish Agro
tlf. +45 60265984
Emner
Kategorier
Danish Agro a.m.b.a.
Danish Agro koncernen består af en række agroindustrielle selskaber i ind- og udland. De har alle den overordnede målsætning - i et tæt samspil med kunderne - at medvirke til værdiskabende løsninger på de enkelte bedrifter. Koncernen er beskæftiget inden for salg af foderblandinger, råvare- og vitaminforblandinger, gødning, planteværn, såsæd og energi samt køb af afgrøder fra landbruget. Endvidere forhandler koncernen en række stærke maskinbrands til landbruget samt driver en omfattende kæde af hobby- og fritidsforretninger. Danish Agro koncernen beskæftiger 5.500 medarbejdere og forventer i 2026 at have en omsætning på 46 mia. kr.